
Vil du sidde på forreste række, når Live Foyn Friis og Randers Bigband giver koncert og indspiller CD d. 9. og 10. november? – Og så endda helt gratis. De er netop hjemvendt fra en succesrig koncerttur til Rio de Janeiro og indspiller derfor en ny CD på Underværket.
4 trompetister, 4 på basun, 5 saxofonister, en trommeslager og et tilsvarende antal på bas, klaver og med dirigentstok er netop landet i Danmark efter 16 dages musikeventyr i Brasiliens storby
Rio de Janeiro. Sammenspilsniveauet er i top, så tidspunktet for indspilningen af bigbandets nye CD kunne ikke være bedre. CD’en indspiller de på Underværket, og du er inviteret.
Randers Bigband vandt i 2011 den sølvfarvede medalje og titlen som landets bedste bigband. Og sammenspil kan man aldrig få for meget af. I Amerika skulle jyderne vise brasilianerne vores danske tradition og rødder, og bigbandet fra Randers lyttede tilsvarende til den brasilianske musikkultur. Koncerten og indspilningen af Randers Bigbands nye CD bliver dog i den mere traditionelle bigband-genre, så sambarytmer og svingende hofter er ikke en del af programmet – I hvert fald i denne omgang. Live Foyn Friis, som også var Randers Bigbands solist på koncertturen i Rio står forrest på den store scene på Underværket, og på bedste bigband-manér spiller de 16 bandmedlemmer Strike up the band og This bass was made for walking.
Leave a Reply