Den norske jazzvokalist med de tætte forbindelser til Danmark er lidt af en ener. Dét er mit klare indtryk, før jeg møder hende. Jeg har hørt alle hendes plader, alle hendes sange, al hendes musik – fra grænselandet mellem jazz og pop – og det hele har altid forekommet mig særegent og originalt, mange facetteret og specielt. Derfor glæder jeg mig til at møde hende – den norske kvinde med det, for en dansker, så finurlige navn og utrolige talent.

Da hun kommer ind ad døren, er der ikke noget ekstraordinært ved hende, om jeg så må sige. Hun ligner en ganske almindelig, ung, norsk kvinde med en fornuftig, varm, hvid jakke og et ansigt indrammet af to røde kinder i kulden. Hun taler oven i købet som en ganske almindelig, ung, norsk kvinde. Hun virker næsten sky. Som om hun i situationen ønsker at opretholde en eller anden form for anonymitet og egentlig godt kunne være interviewet foruden. Men anonymiteten er under pres, skal det vise sig. Ikke fordi hun skal interviewes, men fordi hendes manager har planer. Herom senere.

Da vi mødes, spørger jeg først til det med navnet. Mest af alt fordi jeg ikke ved, om første del af hendes navn, Live, skal udtales på ”engelsk” eller ”dansk/norsk”. Hun smiler og udtaler sit fornavn med et langt iii, som i ”giiive” eller ”stiiive”. Og så fortæller hun, at Live er det første lokaliserbare navn i hendes slægt.

”I sin tid betød det at overleve og at føre livet videre. Men hvilken betydning mine forældre tillagde navnet, ved jeg ikke. Min mor hedder Kari Liv, for i hendes generation var der ikke mange, der bare hed Live, men i min og senere generationer er der mange norske piger, der hedder Live.”

Jeg spørger indtil efternavnet, som lyder dansk. Og hun fortæller, at ”Friis oprindeligt kommer fra en sognepræst fra Svendborg, som i 1800-tallet kom til Norge og blandede sit blod med den norske del af slægten. Ingen ved, hvad han blev af, men ”i slægtens historie står der, at der kom en præst fra Danmark.” Hun griner forlegent, ved tanken om præsten, der ikke kun påtog sig at forkynde.

Endelig spørger jeg ind til mellemnavnet, Foyn. ”Det kommer,” fortæller hun, ”fra en ø, kaldet Føynland,” som ligger nær byen Tønsberg i Vestvold – mod vest ved indsejlingen til Oslo Fjord. ”Føyn, eller slet og ret Foyn, er et meget gammelt, meget norsk navn.”

Selv blev Live Foyn Friis født i Asker nær Oslo i 1985. Hun voksede op som barn af forældre, der spillede musik.

”Min far er jazzpianist og min mor klassisk pianist, både min bror og jeg spillede musik fra barnsben, så min barndom var en leg med musik. Vi havde klaver og trommesæt i stuen, og tit lagde vi hus til jamsessions med naboen, som medbragte sin bas.”

”Som 8-årig begyndte jeg at spille saxofon, og som sådan kom jeg med i et orkester. Men efterhånden begyndte jeg også at synge, fordi dét var sjovere end at spille saxofon, og da jeg passerede de 20, skiftede jeg en gang for alle saxofonen ud med stemmen.”

”Fra da af begyndte jeg at studere og raffinere vokalen. Musik havde altid været det bærende for mig, men pludselig opdagede jeg, at jeg med min stemme kunne finde magien frem i nogle tekster, og det var noget helt andet.”

Hendes interesse for stemmen gjorde, at hun søgte og blev optaget på Universitetet i Tromsø i det nordlige Norge. På universitetets afdeling for ”musikkutøvning” fik hun optimale omstændigheder for at fordybe sig ”i både pop og rock, latin og jazz. Vi fik en indføring i det hele og kunne selv vælge, hvilke veje, vi ville derfra ville videre udad.”

Da der i 2008 opstod mulighed for at komme til Danmark som udvekslingsstuderende, rejste hun til Århus. Året efter vendte hun tilbage til Tromsø for at færdiggøre sin fire-årige bachelor, og da dén var i hus, vendte hun atter næsen mod Århus, fordi det første ophold i Jylland havde fået så stor betydning for hende.

”Jeg havde mødt nogle musikere i Århus, som jeg ville spille med. Derfor vendte jeg tilbage til Jylland og tog en kandidat, alt imens jeg brugte tid på det, der egentlig var min første prioritet – at etablere mit første danske orkester, Foyn Trio.”

Foyn Trio blev et orkester, der kunne udbygges – til en kvartet og en kvartet plus strygere.

”At mit første ’rigtige’ orkester hed Foyn Trio skyldtes, at jeg var drivkraften, at det var min musik, vi spillede, og at det var mig, der sang.

”Trioen – og alle de konstellationer, som udgår fra den – er udtryk for, at jeg har opgivet at beskæftige mig med én genre. I Tromsø og siden i Århus begyndte jeg nemlig at lave det, jeg følte mest for – og det var dét, hvori jeg fandt min egen stemme sammen med nogle medspillere, som jeg faldt i hak med. Sammen opdagede vi, at vores musik – når vi ikke lagde os fast på en bestemt genre, men bare gav los – blev mere fri og intuitiv.”

”Min musik tager således reelt udgangspunkt i de musikere, der var med i den oprindelige trio, og i det, jeg siden har fundet sammen med dem.”

”Og skal jeg genrebetegne vores musik, vil jeg kalde den indie-jazz.”

”Jeg har selvfølgelig selv en idé om, hvor jeg vil hen med min musik, men det, de andre bidrager med, har altid været af stor betydning for mig.”

”For en ting er, at jeg selv har spillet meget forskellig musik i mit liv og selv har haft mange forskellige inspirationskilder. Noget andet er, at det er vigtigt for mig – sammenmed mine medspillere at finde en fælles referenceramme, og den har vi blandt andet fundet ved at lytte til andres musik.”

”Jamiroquai (britisk soul-funk-pop-orkester med sangeren, Jay Kay, i spidsen, red.) er en af mine inspirationskilder. Billie Holiday, Elle Fitzgerald og Monica Zetterlund er andre. Jeg lytter til popsangerinder som Feist, Björk, Ane Brun, Oh Land og Esperanza Spalding. Oh Land har for eksempel en stemme, der bunder i en stor farvepalet: Hun er naturlig og ligefrem og legende i sin vokal på en måde, som får mig til at lytte.”

”Og summen af navne vidner om spændvidden i mit forhold til musik. Og det er midt i den spændvidde, jeg har fundet min egen musik.”

”Da jeg etablerede Foyn Trio med guitaristen, Alex Jønsson, og bassisten, Jens Mikkel Madsen, skulle vi egentlig have haft en trommeslager med, men vi fandt ham ikke. Derfor begyndte vi i trioen at arbejde med loops og slag på guitaren og bassen. På den måde lykkedes det os med en lille besætning at lave en stor lyd. Vi tilstræbte herudover at tillægge os en nordisk klang, og det gjorde vi blandt andet ved at knytte an til nordisk folkemusik og ikke på en forceret, men naturlig organisk vis. Min stemme i sig selv har en nordisk klang.”

Foyn Trio udsendte sit hidtil eneste album, Joy Visible, i 2011. I princippet eksisterer trioen stadig, men i realiteten er den nu udvidet til en kvartet, der går under navnetLive Foyn Friis. Trommeslageren Andreas Skamby er blevet en del af orkesteret, som i september 2014 udsendte sit første album, Running Heart, og i marts 2015 sit andet album, With Strings – hvorpå kvartetten, som titlen indikerer, var udvidet med strygere. Et tredje album – med Aarhus Jazz Orchestra – udkommer i løbet af 2016. Og her og nu er kvartettens fjerde album i støbeskeen.

”Kvartetten skal snart i studiet og lave det fjerde album, men vi leder stadig efter dem, vi skal lave det med og det selskab, der skal udgive det.” Live Foyn Friis vil med det nye album ”’skamløst’ undersøge forbindelsen mellem jazz og pop. ”’Skamløst’ fordi vi denne gang vil insistere på at lave fed musik, snarere end ’rigtig’ musik.”

Der er ingen tvivl: Kvartetten er sangerindens produktive hovedorkester.

Men Live har også andre projekter – blandt andet et, der hedder Live & The Jazzcats. Det er et koncept bestående af ”en masse improviseret jazz.” Konceptet tager afsæt i en norsk kvintet, som foruden Live består af pianisten Thomas Torstrup, trommeslageren Jakop Janssønn, bassisten Trygve Fiske og saxofonisten Hanna Paulsberg. Kvintetten spiller improviseret jazz, som på én gang tager afsæt i swingjazz og specifikt er inspireret af kunstnere som Sarah Vaughan, Billie Holiday, Frank Sinatra, Ella Fitzgerald og Chet Baker, og samtidig rummer referencer til så vidt forskellige genrer som New Orleans jazz, latin, nyjazz, pop og soul.

”Konceptet tager afsæt i en bestemt kvintet, men tanken er egentlig, at det skal bestå af mig plus nogle jazzmusikere. Idéen er, at jeg skal kunne rejse rundt med konceptet og give koncerter forskellige steder med forskellige besætninger. Underforstået: Alle musikerne skal kunne skiftes ud. Og da det handler om at improvisere, skal dét give nogle forskelligartede koncerter.”

Konceptet skal ikke desto mindre munde ud i en plade, som allerede indspilles i april 2016 af den oprindelige, norske kvintet.
”Endelig har jeg et tredje koncept med Liis” – en norsk, dansk, tysk indie-jazz-trio, som foruden den norske sangerinde består af den tyske guitarist Karsten Lipp og den danske trommeslager Christian Windfeld. Begge herrer har base i Berlin. Også dén trio har lavet en plade, der udkommer i 2016.

Liis ”undersøger som alle mine andre konstellationer grænsefladen mellem jazz og pop, men i dette tilfælde også grænsefalden til elektronisk musik, og Liis’ musik er legende og let.”

Hvorfor indspille og udsende alle de plader med alle de set-up’s?

”I bund og grund fordi jeg gerne vil dokumentere det, jeg laver.”

”Noget andet er, at jeg tror, det er vigtigt at lave plader, så både publikum og venues kan se og høre, hvad jeg beskæftiger mig med. Plader giver muligheder.”

”Det er mine plader, der har givet mig mulighed for at komme ud i verden. Nogle har hørt dem og elsket dem og sat koncerter og turnéer op. Det er det, der er så fantastisk ved at indspille og udgive musik – den kan krydse grænser og åbne døre for dig.”

”Spiller du typisk jazz, er det oplagt at optage live, men selv kan jeg godt lide studieoptagelser, fordi de giver flere muligheder for at udbygge og indsnævre og i det hele taget ændre i udtrykket. Og stadig kan du improvisere. Når jeg går i studiet, ved jeg noget om, hvad jeg vil, men ikke meget. Jeg har måske valgt nogle numre og har måske en idé om en grundtone, men jeg ved også af erfaring, at musikken bliver bedst, hvis man ikke sætter alt for mange rammer op. Pop er ganske vist rammer, men når man spiller pop med en jazzet tilgang, giver det mening – som i tilfældet Liis – at tale om, at vi spiller pop på en legende og let måde.”

Teksterne er vigtige for Live Foyn Friis. Og et af de temaer, hun slår an, er rastløshed.

”Her og nu skriver jeg en del om dén, fordi jeg er ramt af den. Jeg har tidligere skrevet en del om kærlighed, men jeg prøver at udvide min pallette – også fordi jeg er bange for klichéer. Jeg kan godt lidt, at teksterne er lidt hemmelighedsfulde og mystiske, at de betjener sig af metaforer, og at de opbygger atmosfærer eller rum, som man som lytter kan koble sig på. Og rastløshed er altså et nøgleord for mig, her og nu.”

”Jeg har rejst meget rundt i verden. Har typisk været hjemme et par uger og er så rejst ud igen. Jeg har ikke haft så mange rutiner, ikke haft en egentlig hverdag, og det har ført en rastløshed med sig. Derfor er det blevet naturligt for mig at skrive om rastløshed, længsel og – på det seneste – hjemve. Jeg har nemlig købt en lejlighed i Oslo – KØBT en lejlighed! – så nu har jeg et hjem at savne.”

”Men forstå mig ret: Jeg beklager mig ikke. Jeg er ikke ensom. Jeg har måske nok haft svært ved at få et stabilt forhold, fordi jeg har været så meget på farten, men på mine rejser rundt i verden har jeg mødt mange fantastiske mennesker, så det sociale har ikke været et problem. Det er egentlig mere ensomt at komme hjemme og sidde alene ved klaveret, mens jeg komponerer nyt.”

”Noget andet, der har ændret sig i mit liv, er, at jeg faktisk har fået en manager. Det erham, der har lagt store planer. Hvor langt de så kan føre, må vi se, men jeg er ikke i tvivl om, at man – hvis man vil have sin musik ud med det helt store udtræk – både skal have en manager, der kan skabe kontakter og en kunstner, der kan sikre kontinuitet. Dét er den kombination, vi vil forsøge at arbejde videre med, og kvartettens næste studiealbum skal være startpunktet.”

”Det album skal være godt, vi skal være stolte af det, men det skal også kunne noget andet og mere. Det skal kunne gå bredt ud, kunne give os adgang til større scener, uden dog at blive mainstream, og derfor skal det rumme flere referencer til pop og færre til jazz end hidtil.”

”Vi har lavet en plan for, hvordan vi skal nå bredere ud. Vi skal formodentlig skifte navn, måske kun hedde Foyn, fordi alt det andet er for langt, og i det hele taget gøre alt mere strømlinet og internationalt. Vi vil bruge flere penge på produktionen og fokusere mere på enkelte numre end på helheden, hvilket vi i forvejen gør. Og samtidig vil vi bruge flere penge på markedsføring. Og alt det vil koste. Derfor forsøger vi lige nu at finde ud af, om vi skal finde et selskab, der vil betale, eller om vi selv skal etablere et, der må starte fra scratch, men som til gengæld vil kunne holde på indtjeningen, når investeringen betaler sig tilbage.”

”Vi kommer til at lave videoer. Og dét er vigtigt, fordi både bookere og publikum i dag tjekker YouTube for at få ansigter og billeder på det, de skal høre. For mig er det ganske vist sin sag, at billeder er blevet så vigtige, men skal vi bredere ud end hidtil, skal vi have billeder på”, og så vil det uigenkaldeligt være slut med generthed og anonymitet.

Interview også publiceret i tidsskriftet Jazzspecial