10 kvindelige kunstnere du skal holde øje med på sommerens festivaler

10 kvindelige kunstnere du skal holde øje med på sommerens festivaler

Foto: Google

Hver sommer blomstrer musikken over hele Danmark med et væld af store og små festivaler. Lige fra enorme Roskildefestival, afslappede Copenhagen Jazz Festival og strandfestivalen Musik i Lejet. Men tager man et kig på festivalernes musikprogrammer, vil den opmærksomme beskuer bide mærke i, at der er langt imellem de kvindelige kunstnere. Selvom de kvindelige kunstnere er i undertal, så er de der trods alt. Lige fra hovednavne som Emeli Sandé og First Aid Kit til upcoming-kunstnere som Kwamie Liv.

Vi giver dig her en liste over 10 kvindelige musikanter, som optræder på dette års festivaler, så du ved hvem, du bør tjekke ud denne sommer.

Af Amanda Schwarz-Nielsen

1.    Kwamie Liv

Kwamie Liv er lidt af en upcoming darling. Hun trækker publikum ind i sit univers af elektronisk, R&B-inspireret sovekammerpop. I år blev hun en del af Vegas Udvalgte, som sætter fokus på nyskabende up-coming-kunstnere, man skal holde øje med. Hun bliver spået en stor musikalsk fremtid. Alligevel er hun stadig forholdsvis ukendt, eller som der står på Vegas hjemmeside “dansk/zambianske Kwamie Liv var indtil for nylig måske Danmarks bedst bevarede hemmelighed.”

Kwamie Liv spiller denne sommer på Roskilde Festival, Trailerpark Festival i København og på Musik på Lejet, der afholdes ved Tisvildeleje.

2.    Elliphant

Den svenske sangerinde og rapper Ellinor Olovsdotter med aliaset Elliphant har længe gjort sig bemærket med sin musik, der favner alt lige fra reggae til dancehall og dubstep. Elliphant har blandt andet samarbejdet med MØ på nummeret One more og den amerikanske electroartist Skrillex. På ganske få år har hun udviklet sig til en fremtrædende musiker på den skandinaviske scene med musik, der får dansegulvet til at gløde.

Elliphant spiller på Wonderfestiwall, der afholdes ved Hammershus på Bornholm d. 20.-23. august.

3.    ANYA

Den danske sangerinde ANYA fortsætter med at høste ros. Hendes sangtalent og melankolske lyd sikrede hende en plads som Vegas Udvalgte i 2015, og hun høstede 5 stjerner i musikmagasinet Gaffa. Der er bred enighed om, at hun er et kommende stortalent. Hvorfor? Fordi hun rammer lige i hjertet. Især har sangen Greet Me væltet publikum omkuld. ANYA blander elektronisk R&B-toner med hiphop, jazz og soul- elementer. Teksterne er hudløst ærlige og stemmen fløjlsblød. Musikken er samtidig legesyg, selvironisk og til tider melankolsk.

Anya spiller på Wonderfestiwall på Bornholm og på Trailerpark Festival i København.

4.    Mendoza

Da Mendoza kom ud med electropop-hittet Love Druggie, var banen kridtet op til en energisk eksplosion af 90’er dance-pop og rave, hvor hun både byder op til dans og lægger an til selvfordybelse. Den energiske sangerinde er i år på listen over Vegas Udvalgte og har udover sin musik gjort sig bemærket med bizarre sceneshowsdragter, der sparker røv af råhed.

Mendoza spiller på Roskilde Festival, Street City Stage.

5.    Courtesy

Najaaraq Nicoline Kleist Vestbirk operer under navnet Courtesy. Den energiske DJ blev allerede som ung internationalt anerkendt, da hun turnerede med de europæiske dj-pulte som en del af duoen Ung Flugt. I dag er Courtesy tilbage som en del af det danske, hotte og kvindelige DJ-kollektiv Apeiron Crew. Hun beskriver selv sin musik som “spacecraft tecno”. Roskilde ser frem til, at dette friske talent indtager festivalen.

Courtesy spiller på Roskilde Festival, Apollo Countdown.

6.    Emeli Sandé

Hun er den skotske diva, som vi ikke kender så meget til i Danmark, men udlandet har for længst udpeget Emeli Sandé til at være en bemærkelsesværdig popsanger med stjernestatus. Hun startede som pianist, men gjorde sig hurtigt bemærket som en talentfuld sangskriver, der har leveret sange til flere store pop-navne. Emeli Sandé ejer en stemme, der dirrer af indlevelse og sjæl, og så kan hun noget foran et live-publikum, som kun er ganske få forundt.

Emeli Sandé spiller på Tinderbox, der afholdes i Tusindårsskoven ved Odense fra d. 26.-28. juni.

7.    Angel Haze

En anden, der er værd at følge på Tinderbox, er Angel Haze: Hiphoppens uimodståelige ansigt med hårdtslående tekster. Angel Haze er panseksuel, hvilket vil sige, at man ikke definerer sin seksualitet på baggrund af sit køn. Angel Haze vil derfor ikke betegnes som hun- eller hankøn og refereres til som ‘de’ eller ‘dem’.

Angel Haze er en amerikansk rapper og sangskriver, og det siges, at de rapper lige så ubesværet og lækkert, som andre hopper på en bus. Sangene rappes med præcision. De er rå, spækket med bandeord og proppet med lidelse, som er Angel Hazes store inspirationskilde. Vokset op i en kristen kult og mishandlet gennem sin barndom, har Angel Haze ikke plads til brok eller selvmedlidenhed.

Angel Haze spiller på Tinderbox, der afholdes i Tusindårsskoven ved Odense fra d. 26.-28. juni.

8.    Live Foyn Friis

Den norske sangerinde Live Foyn Friis er et af de absolut hotteste navne til Copenhagen Jazz Festival. Med en Danish Music Awards og Jazz-nomineringen som Årets Unge Jazzkomponist i bagagen stormer hun frem og har optrådt med kunstnere som Thomas Morgan og Bobby McFerrin. Hendes stil, beskrevet med ordene “jazz mixet med indie-pop”, er i Norge blevet kaldt en ny måde at spille jazz på.

Live Foyn Friis spiller på Copenhagen Jazz Festival, som løber fra d. 3.-12. juli.

9.    Smerz

Smerz er en norsk duo med base i København. De har kun spillet sammen i et år, men er nu begyndt at få opmærksomhed på den danske, elektroniske musikscene. Smerz skal man holde øje med her til sommer, da de sammensætter den elektroniske musik med lyse, feminine vokaler, men alligevel bibeholder et hårdt udtryk. Smerz er mystiske, elektroniske, seancer af musikalsk kunst, som spillesteder ikke kan vente med at høre mere fra.

Smerz spiller på Roskilde Festival, Apollo Countdown.

10.    First Aid Kit

De er svenske, og de er søstre. Klara og Johanna Söderberg har dannet sig et navn som folk- og countrymusikere, der giver noget helt nyt til denne genre. De debuterede i 2008, og har siden leveret flere hits med deres himmelske stemmer og vokalharmonier. De startede med at spille på togstationer i Stockholm, men blev med tiden så kendte, at Jack White (The Raconteurs,The White Stripes og The Dead Weather) ville spille med dem, da de var i USA. First Aid Kit er gennemgående charmerende folk-musik, der tager én tilbage til en svunden tid, hvor alt var grønnere og renere.

First Aid Kit spiller på Roskilde Festival, Arena.

Advertisement

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: