
Norske Liive har vundet årets Live Camps Udvalgte, og det er nu hende, der skal åbne Bøgescenerne på onsdag kl. 16:00.
Et naturligt talent, som kunne juryen ikke stå for:
“Vi dansede – det virkede. Alt gik op i en højere enhed og med momenter af gåsehud, leverede årets vinder en koncert med overskud og catchy musik, leveret af en artist med en stor stemme. Det er pop til en varm sommerdag, leveret af et energisk og velspillende band“.
__________________________________________________________________
Danmarks Smukkeste Festival har igennem mange år støttet vækstlaget, både ved at præsentere en lang række upcoming artister på selve festivalprogrammet og ved at afvikle talentkonkurrencen Starfighters. I erkendelse af, at hele begrebet ”talentkonkurrence” efterhånden er devalueret og ikke længere tiltrækker det mest oplagte talent, men at massevis af bands og solister stadig og mest af alt har brug for en scene at optræde på og et publikum at spille for, etablerede vi i 2011 Live Camp. En pre-camp til Danmarks Smukkeste Festival, hvor vi præsenterer vores publikum for en lang række navne fra vækstlaget, der får en god scene at spille på og nogle gode forhold at spille under.
Vores ambition har altid været at gøre Live Camp til stedet, hvor vi ser de mest spændende navne fra vækstlaget – alle udvalgt og præsenteret af en lang række forskellige branchepersonligheder og talentinitiativer, der hver især har fingeren på pulsen. Hver af de optrædende har således en ”mentor” bag sig, som giver sine udvalgte de bedste anbefalinger og ønsker med på vejen. Vores bookerhold fra Walthers Musikcafé er blandt gæsterne på Live Camp, og blandt de 18 bands og solister, der optræder søndag og mandag, vælger de det navn, der får lov at åbne Bøgescenerne. Hvem det bliver, ved vi af gode grunde ikke…
Leave a Reply